Fra 1. januar 2013 fusionerede De Danske Skytteforeninger (DDS) med Danske Gymnastik‐ og Idrætsforeninger. Det nye navn bliver kort og godt DGI.
Lokalt betyder det, at DDS Midt fusionerer med DGI Midtjylland, der dermed får en ny idrætsgren, DGI Midtjylland Skydning. DDS Midt er dermed nedlagt og ændrer navn til Skydebaneforening Dalgas og skyttecentret fortsætter som selvstændig forening.
Historien før 2013
Da det begyndte at knibe med skydebaner i Viborg amt, fik den daværende amtsformand Harry Sigaard den tanke om et skyttecenter for Viborg amt. På nordsiden af Dalgas Plantage mellem Viborg og Skive lå der en nedlagt grusgrav, og det var både geografisk, miljømæssigt og størrelsesmæssigt en oplagt mulighed for et skyttecenter her.
Den 25. februar 1978 nævnes sagen for første gang på en amtsbestyrelsesmøde, og man bliver enig om at indkalde til et formandsmøde den 11. april 1978 20 kredse mødte op og de 18 udtalte sig positivt om sagen og opfordrede til at gå videre. Skyttegruppen danske skytter opfordrede til at opkøbe jord til skydebaner, så opbakningen for et amtscenter var i orden.
Den 26. juli 1978 kunne bestyrelsen meddele, at der forelå tilsagn om tilskud på 165.000 kr. til køb af ca. 15 tdr. land. Det betingede skøde var klart og blev underskrevet. En historisk dag kunne indtegnes i annalerne.
De vanskelig forhandlinger med myndighederne om de mange nødvendige godkendelser begyndte, og ligeledes de utroligt mange ting, der skulle klares. Der blev foretaget støjmålinger, landbrugspligten blev ophævet, og naboerne blev spurgt.
Skyttegruppen krævede naturlig nok medindflydelse på projektet. Blandt kravene var, at amtsforeningen skulle skaffe væsentlig økonomisk støtte fra offentlig myndigheder, et bestemt antal standpladser på de forskellige distancer og teknisk vejledning ved ingeniør P.A. Christensen, der var tilknyttet Skyttegruppen som byggekonsulent og arkitekt. Der blev ligeledes forlangt, at arbejdet skulle foregå i etaper, og at amtsforeningen skulle præstere et frivilligt arbejde i forbindelse med byggeriet. En del af det økonomiske grundlag blev tilvejebragt af skytteforeningerne i Taarup og Kvols til gengæld for 25 års lejefritagelse.
Endelig blev det sidste papirarbejde overstået og den 13. februar 1981 kunne Viborg byråd udstede byggetilladelse. Allerede den 6. marts påbegyndtes det omfattende jordarbejde, der blev vanskeliggjort af en høj grundvandstand.
Problemerne blev overvundet, og et frivilligt byggehold, bestående af skytter og beboere i Kvosted kunne påbegynde det fysiske arbejde med støbning af sokler og rejsning af skydehusene, samt alle de andre større eller mindre ting, der fulgte med et så omfattende arbejde.
Arbejdsholdet havde også heldet med sig. Søndag den 6. december afsluttedes det udendørs arbejde, og dagen efter startede vinteren med et snefald på ca. 30 cm.
Dalgas Centret omfattede nu en 50 m. bane med 20 standpladser og automatisk skivetræk, en 200 m. bane med 15 standpladser og Tv-markering, samt volde til 300 m. baner og til pistolbaner.
På generalforsamlingen d. 19 marts 1985 fik amtsformanden Laurits Jensen og bestyrelsen bemyndigelse til at gå i gang med 2. etape, der skulle omfatte opførelse af skydehuse til pistolbanen med 20 standpladser og 300 m. banen med 10 standpladser og Tv-markering.
På ny finansierede Skyttegruppen byggeriet, bla. ved at VAS overtog 2 af de pistolhuse, der var midlertidigt opsat i Skallebøllecentret under landsstævnet 1985, og på ny ydede det frivillige byggehold fra 7 kredseforeninger et utroligt stort og flot stykke arbejde, der blev afsluttet den 1. maj 1987.
Man manglede nu kun en centerbygning, så skytter og andre interesserede havde et sted at opholde sig, når de ikke var på skydebanen. Fra starten var man nogenlunde enige om, hvilken lokaliteter bygningen skulle indeholde. Der skulle først og fremmest være cafeteria og dernæst opholdslokaler, kontorer, våbenboks m.v.
Der blev indkaldt til ekstraordinær generalforsamling den 19, juni 1990, hvor eneste punkt på dagsordenen var færdiggørelse af 3. etape Centerbygning. Generalforsamling vedtog enstemmigt at lade centerbygningen bygge, og ingeniør P.A. Christensen kunne færdiggøre sine tegninger, som med få ændringer blev godkendt af Skyttegruppen.
Atter ydede de frivillige hjælper en enestående indsats. Man var dog enige om, at murerarbejdet var for stor en mundfuld, så det blev overdraget til et murerfirma. Resultatet blev ualmindelig flot. Rejsegildet blev afholdt den 30. september 1990. Man kunne indbyde til indvielse den 17. marts 1991.
I år 2002 bliver der opstillet 25 Kongsberg anlæg i Dalgas, til glæde og gavn for alle skytte i Viborg Amt Skytteforening.
2007 fik Landsdelsforeningen foræret af DDS´s Sius Ascor anlæg som var blevet brugt på 50m i Vingsted. Det fungere ganske upåklageligt til stor glæde for de 4 foreninger, som bruge Dalgas Centeret som deres hjemmebane.